environment ribbon acceptance
system message icon

BESKYTTELSE AF DINE PERSONOPLYSNINGER

Denne databeskyttelseserklæring beskriver behandlingen og beskyttelsen af dine personoplysninger, når du bruger EUSurvey til at oprette og administrere undersøgelser.

Version 1.0, 2020/06/10

Behandling: EUSurvey

Dataansvarlig: Europa-Kommissionen (eller "Kommissionen")

Dokumentreference: DPR-EC-01488

Indledning

Europa-Kommissionen ("Kommissionen") er forpligtet til at beskytte dine personoplysninger og til at respektere privatlivets fred. Kommissionen indsamler og behandler personoplysninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger (ophæver forordning (EF) nr. 45/2001).

I denne databeskyttelseserklæring kan du læse, hvorfor vi behandler dine personoplysninger, hvordan vi indsamler, behandler og beskytter alle de personoplysninger, du giver os, hvordan vi bruger oplysningerne, og hvilke rettigheder du har i forbindelse med dine personoplysninger. Den indeholder også en præcisering af kontaktoplysningerne for den dataansvarlige, som du kan gøre dine rettigheder gældende overfor, databeskyttelsesrådgiveren og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

I dette dokument forklares, hvordan Kommissionen håndterer dine personoplysninger, når du registrerer dig som bruger af EUSurvey og benytter tjenesten til at oprette undersøgelser. Erklæringen dækker ikke databeskyttelsesaspekter i forbindelse med de undersøgelser, du opretter, dvs., at når du opretter en undersøgelse, skal du inkludere en særlig databeskyttelseserklæring i selve undersøgelsen, hvis der som led i din undersøgelse indsamles og behandles personoplysninger.

1. HVORFOR OG HVORDAN BEHANDLER VI DINE PERSONOPLYSNINGER?

1.1 Personoplysninger indsamlet til brugeradministration

Formålet med behandlingen: Via EUSurvey indsamler og anvender Kommissionen dine personoplysninger med det formål at gøre det muligt for dig som bruger at oprette forbindelse til EUSurvey-applikationen og bruge tjenesten til at oprette og offentliggøre onlinespørgeskemaer. Dine kontaktoplysninger (e-mailadresse, fornavn og efternavn) kan også anvendes til at kontakte dig med henblik på support og kvalitetsstyring.

Dine personoplysninger vil ikke blive brugt til automatisk beslutningstagning, herunder profilering.

1.2 Personoplysninger indsamlet via onlineundersøgelser

Bemærk venligst, at Kommissionen ikke er ansvarlig for databeskyttelsespolitikker eller -praksis hos de personer eller organisationer, der anvender EUSurvey-applikationen og -tjenesten til at oprette og offentliggøre en undersøgelse. Alle personoplysninger, der indsamles i forbindelse med en sådan undersøgelse, vil blive behandlet af undersøgelsens ejer eller vedkommendes organisation og på denne persons eller organisations ansvar.

Enkeltpersoner og organisationer, der anvender EUSurvey til at oprette en undersøgelse, har en retlig forpligtelse til at udarbejde og offentliggøre deres egen databeskyttelseserklæring, når de indsamler personoplysninger.

2. PÅ HVILKET RETSGRUNDLAG BEHANDLER VI DINE PERSONOPLYSNINGER?

Vi behandler dine personoplysninger, fordi:

"Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål."

Du har givet/vil give ovennævnte samtykke ved at acceptere nærværende databeskyttelseserklæring. Det er nødvendigt at acceptere denne databeskyttelseserklæring, for at man kan tilgå applikationen og anvende tjenesten.

Du kan gøre brug af din ret til at trække dit samtykke tilbage ved at kontakte den dataansvarlige via kontaktformularen.

3. HVILKE PERSONOPLYSNINGER INDSAMLER OG BEHANDLER VI?

For at kunne stille EUSurvey-tjenesten til rådighed indsamler Kommissionen i forbindelse med behandlingen følgende kategorier af personoplysninger:

3.1 Personligt ID

For at blive identificeret af systemet har brugeren brug for et login og tilhørende password, som administreres af EULogin [1] -tjenesten. Yderligere oplysninger om, hvordan EULogin behandler dine personoplysninger, findes i EULogins databeskyttelseserklæring .

3.2 Brugerdata

Nogle personoplysninger er tilgængelige i EUSurvey-applikationen under fanen "Indstillinger":

• Fulde navn (fornavn og efternavn)

• E-mailadresse

Det fulde navn og e-mailadressen hentes automatisk fra EULogin og Europa-Kommissionens centrale brugerdatabase, der befinder sig i Europa-Kommissionens datacenter. Europa-Kommissionens datacenter er forpligtet til at overholde forordning (EU) 2018/1725 og alle Kommissionens sikkerhedsbeslutninger og bestemmelser, der er fastsat af Generaldirektoratet for Sikkerhed og Menneskelige Ressourcer for denne type servere og tjenester.

3.3 Europa Analytics

Europa Analytics er navnet på den tjeneste, der overvåger og evaluerer effektiviteten af Europa-Kommissionens sider på Europa-websitet. Europa Analytics er baseret på open source-platformen "Matomo", og er installeret på en webserver. Både infrastruktur og software er under Europa-Kommissionens fulde kontrol og overholder EU's gældende databeskyttelseslovgivning.

EUSurvey anvender Europa Analytics til statistik og analyse af internettrafik. Du kan finde mere information om databeskyttelse og databeskyttelsesforanstaltninger, "spor mig ikke"-funktionen og andre oplysninger på webstedet Europa Analytics .

4. HVOR LÆNGE OPBEVARES PERSONOPLYSNINGERNE?

Kommissionen opbevarer kun dine personoplysninger, så længe det er nødvendigt for at opfylde undersøgelsens formål.

4.1 EU-ansat (intern bruger)

Så længe du er ansat i EU, forbliver din brugerkonto aktiv, og dine personoplysninger bibeholdes derfor. Du kan dog til enhver tid bede EUSurvey-teamet om at lukke din konto, hvis du ikke længere ønsker at bruge tjenesten. I dette tilfælde vil din brugerkonto, alle tilknyttede data og alle undersøgelser og resultater blive slettet permanent.

4.2 Ekstern EUSurvey-bruger

Som ekstern bruger kan du til enhver tid bede EUSurvey-teamet om at lukke din konto, hvis du ikke længere ønsker at bruge tjenesten. Din brugerkonto, alle tilknyttede data og alle undersøgelser og resultater vil herefter blive slettet permanent.

Derudover bliver ubrugte eksterne brugerkonti slettet, når de har været inaktive i 2 år.

5. HVORDAN BESKYTTER OG SIKRER VI DINE PERSONOPLYSNINGER?

Alle personoplysninger lagres på servere tilhørende Europa-Kommissionens datacenter. Al behandling foregår i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2017/46 af 10. januar 2017 om kommunikations- og informationssystemernes sikkerhed i Europa-Kommissionen.

For at beskytte dine personoplysninger har Kommissionen truffet en række tekniske og organisatoriske foranstaltninger. De tekniske foranstaltninger omfatter passende tiltag til at håndtere onlinesikkerhed, risiko for datatab, ændring af data eller uautoriseret adgang under hensyntagen til den risiko, der er forbundet med behandlingen og arten af de personoplysninger, der behandles. De organisatoriske foranstaltninger omfatter begrænsning af adgangen til personoplysninger til kun at omfatte autoriserede personer med et legitimt behov for at deltage i behandlingen.

Det er vigtigt for os, at dine personoplysninger er sikre, men husk, at der ikke findes 100 % sikre metoder til transmission over internettet eller elektronisk lagring. Selv om vi bestræber os på at gøre, hvad vi kan, for at beskytte dine personoplysninger, kan vi ikke garantere absolut sikkerhed.

6. HVEM HAR ADGANG TIL DINE PERSONOPLYSNINGER, OG HVEM VIDEREGIVES DE TIL?

Kun personale i Kommissionen med ansvar for behandling af oplysningerne og andet autoriseret personale har adgang til dine personoplysninger efter "need to know"-princippet. Dette personale er bundet af vedtægtsmæssige og, om nødvendigt, yderligere aftaler om tavshedspligt.

Som følge heraf har de medarbejdere, der forvalter EUSurvey-applikationen, adgang til dine personoplysninger.

Det drejer sig om:

• Kommissionens EUSurvey-team med henblik på systemsupport og -vedligeholdelse.

• Infrastrukturforvalterne.

De oplysninger, vi indsamler, videregives kun til tredjemand i det omfang og til de formål, som loven kræver.

Kommissionen udveksler ikke personoplysninger med tredjeparter med henblik på direkte markedsføring. Med andre ord vil Kommissionen ikke bruge dine personoplysninger til at sende dig nyhedsbreve, markedsførings- eller reklameoplysninger. Vi kan dog bruge din e-mailadresse til at sende dig oplysninger eller opdateringer vedrørende EUSurvey.

7. HVILKE RETTIGHEDER HAR DU, OG HVORDAN GØR DU BRUG AF DEM?

Som "den registrerede" har du i henhold til kapitel III (artikel 14-25) i forordning (EU) 2018/1725 særlige rettigheder, navnlig retten til at tilgå dine personoplysninger og berigtige dem, hvis de er ukorrekte eller ufuldstændige. Hvis det er relevant, har du ret til at slette dine personoplysninger, begrænse behandlingen af dine personoplysninger og gøre indsigelse mod behandlingen samt ret til dataportabilitet.

Du kan gøre brug af dine rettigheder ved at kontakte den dataansvarlige eller i tilfælde af konflikt databeskyttelsesrådgiveren.

Bemærk venligst, at dit fornavn, dit efternavn og din e-mailadresse er hentet fra EULogin og kun kan ændres dér. EUSurvey opdateres automatisk i overensstemmelse med EULogin-dataene. Ved første login oprettes din konto automatisk ved hjælp af data fra EULogin-databasen. Andre personoplysninger kan ændres via siden "Indstillinger" på EUSurvey . Hvis dette ikke er muligt, bedes du kontakte os ved hjælp af kontaktformularen.

Denne databeskyttelseserklæring forbliver i kraft, undtagen i tilfælde af fremtidige ændringer af dens bestemmelser, som træder i kraft umiddelbart efter at de er blevet offentliggjort på EUSurvey-applikationen og accepteret af brugeren. Hvis databeskyttelseserklæringen ændres, giver vi dig besked herom ved at vise en tydelig meddelelse med anmodning om godkendelse på EUSurvey-applikationen umiddelbart efter login. Du vil blive bedt om at læse og godkende den nye databeskyttelseserklæring.

8. KONTAKTOPLYSNINGER

8.1. Den dataansvarlige

Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder i henhold til forordning (EU) 2018/1725, hvis du har bemærkninger, spørgsmål eller betænkeligheder, eller hvis du ønsker at indgive en klage vedrørende indsamlingen og anvendelsen af dine personoplysninger, kan du henvende dig til den dataansvarlige ved at anvende kontaktformularen.

Du har mulighed for at kontakte EUSurveys supportteam i ved hjælp af kontaktformularen, hvis du ikke længere har behov for at bruge tjenesten og ønsker at slette din konto permanent.

8.2. Kommissionens databeskyttelsesrådgiver

Du kan også kontakte Kommissionens databeskyttelsesrådgiver (DATA-PROTECTION-OFFICER@ec.europa.eu) med hensyn til spørgsmål vedrørende behandlingen af dine personoplysninger i henhold til forordning (EU) 2018/1725.

8.3. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

Du har ret til at gøre indsigelse (dvs. du kan indbringe en klage) over for Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (edps@edps.europa.eu), hvis du mener, at dine rettigheder i henhold til forordning (EU) 2018/1725 er blevet overtrådt som følge af den dataansvarliges behandling af dine personoplysninger.

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse fungerer som en uafhængig tilsynsmyndighed. EDPS sikrer, at alle EU's institutioner og organer respekterer retten til privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger.

9. HVOR FINDER DU NÆRMERE OPLYSNINGER?

Kommissionens databeskyttelsesrådgiver fører en fortegnelse over alle de aktiviteter vedrørende Kommissionens behandling af personoplysninger, som er blevet dokumenteret og anmeldt til ham/hende. Du kan få adgang til denne fortegnelse via følgende link: http://ec.europa.eu/dpo-register .

Behandlingen af dine personoplysninger er opført i databeskyttelsesrådgiverens fortegnelse under følgende referencenummer: DPR-EC-01488.1

[1] EULogin er EU-institutionernes autentificeringstjeneste baseret på SSO-teknologi (Single-Sign On).